Tunø-Røgeri-Fonden Rotating Header Image

Tunø Røgeri snart klar til at åbne

Det er nu afklaret, at Tunø Røgeri snarest åbner igen. Det ventes at ske i løbet af de næste par uger, røgeri og restaurant vil blive drevet videre, som det hidtil har været kendt, med friske røgvarer og et alsidigt menukort.

På grund af de vanskelige omstændigheder med at få ansat en ny forpagter, vil det i en periode været sådan, at Røgeriet periodevis vil være lukket enkelte dage om ugen.  Det er dog målet, at der skal være åbent alle dage i den såkaldte højsæson.

Det er Tunø-Røgeri-Fonden, som ejer røgeriet, der også påtager sig driften. Hidtil har det været forskellige forpagtere, der har drevet forretningen. Senest Tim Grønbech, der var forpagter de seneste fem år.

–Vi har haft rigtig svært ved at finde den rigtige forpagter i år, siger Claus Bülow, som er formand for Fonden.

–Vi har haft kontakt med flere interesserede, og vi var endda kommer så langt, at en interesseret havde skrevet under på forpagtningskontrakten. Desværre opstod der bl. a. helbredsproblemer for den pågældende, så kontrakten måtte annulleres i sidste øjeblik.

–Det er ikke en ønskværdig situation, at Fonden selv skal være driftsansvarslig i år, men vi ser ikke andre muligheder for at få liv i røgeri og restaurant inden for kort tid til gavn for lokale, sejlere og turister, siger Claus.

–Vores ambition er, at vi i løbet af sommeren kan gøre serveringarealet betydeligt mere attraktivt, end det nu er. Vi planlægger en fleksibel glasafdækning ud mod havnebassinet og ligeledes velfungerende markiser til overdækning. Det er en meget smuk og funktionel  forbedring, der også bevirker, at sæsonen kan forlænges, da det ikke mere kun er vind og vejr, der afgør, om det er behageligt at sidde på Røgeriet. Fredningsnævnet har for nylig godkendt projektet, og det fik ros, slutter formanden.

 

Vi glæder os til at se såvel lokale nye og tidligere gæster på Røgeriet!

 

Tunø-Røgeri-Fondens formål er at skabe et overskud, som skal deles ud til Tunø-projekter af forskellige slags. Fonden har foretaget uddelinger de seneste to år.

 

 

Comments are closed.